Den overordnede Grundejerforening Margretheholm

< Tilbage

Om trafikken ved COPENHELL13-06-2023 - 15:02

Copenhell informerer

Vi vil gerne informere lidt mere om vores planer og forventninger til trafikafviklingen under COPENHELL. Der bliver øget trafik til og på Refshaleøen fra onsdag den 14. juni til og med natten til søndag den 18. juni.


Vi har planlagt forskellige indsatser for at reducere generne og for at få afviklet trafikken så sikkert som muligt. Det er baseret på vores egne erfaringer gennem årene samt observationer fra andre arrangementer på Refshaleøen.

 

Samarbejde med offentlig transport: 

Vi kommunikerer løbende til vores gæster om at benytte offentlig transport for at komme hertil. Vi har et samarbejde med Movia, der indsætter rigtig mange ekstrabusser på linje 2A (samt yderligere busser på linje 37 samt ekstra afgange på havnebussen. 2A'eren vil køre under rutenavnet 666.) Vi får flest mulige sikkert ud og hjem med offentlig transport.
Vores personale:

Vi benytter uddannede og godkendte trafikofficials til at hjælpe trafikken godt afsted. Vores trafikansvarlige er til stede på ATV på vejene udenfor festivalpladsen og klar til at håndtere de udfordringer, der måtte opstå.
Cykelparkering:

Vi har lejet et meget stort græsareal nord for Margretheholmen til cykelparkeringsareal og vi skønner, at omkring 14.000 cykler vil blive parkeret her. Vi hegner området ind, der vil være lys og skiltning.
Bilparkering:

Vi har også lejet et stort område til parkering for vores gæster på Vindmøllevej, som aflaster antallet af private biler på Refshaleøen. Gæster, der parkerer her ledes via midlertidig sti, så de ikke kommer ud på Forlandet/Refshalevej og gå.
Midlertidige stier:

Vi har med stor hjælp fra ejer- og lejerforeninger på bl.a. Margretheholmen lavet nogle midlertidige stier, så vi bedre kan undgå gående på den smalle Refshalevej. Så kan busserne komme forbi og vi kan få vores gæster og alle andre ud og hjem hurtigere og mere sikkert for alle.
Skiltning:

Vi sørger generelt for skiltning og lys, så vores gæster kan finde frem til og hjem fra festivalpladsen uanset, hvilken vej de vælger. Der vil desuden være opsat skraldespande og samlet affald op på private vejstykker samt privat grund, hvor vi har etableret midlertidige stier efter aftale med grundejerne.
Pick up-zone på Vindmøllevej:

Sen aften vil vores trafikofficals henvise privatbilister på vej til Refshaleøen, der skal hente venner/familie, der har været til COPENHELL til vores "pick up"-zone på Vindmøllevej.
For jer beboere og erhvervsdrivende på Refshaleøen samt medlemmer af S/K Lynetten får dette ikke betydning. I vil blot blive spurgt om jeres ærinde, I oplyser bare dette og kan så fortsætte mod Refshaleøen. Men det er vigtigt at understrege, at der i perioder (især efter vores hovednavne er færdige med deres koncerter) vil være meget tryk på vejene fra Refshaleøen. Det er især i tidsrummet fra kl. 22.00-02.00. Taxaer, beredskabskøretøjer, flextrafik og lign. kan selvfølgeligt også passere.

 

Vi har bemandet vores mail nabo@copenhell.dk, som I kan benytte, hvis I vil i kontakt med os.


Vi har allerede været i kontakt med mange af jer herude på øen ang. bryllupper, skattejagter og en masse andre ting, der foregår samtidigt med COPENHELL, og lavet planer, så I generes mindst muligt – samtidig med, at vi må være ærlige at sige, at der bliver tryk på.

Vi gør vores bedste og tager meget gerne mod inputs og henvendelser fra jer.

Med venlige og heavy hilsner
COPENHELL

< Tilbage